23948sdkhjf

Toplinjen skrumper - men på bunden er der vækst for modegigant

I andet kvartal er Zalandos omsætning faldet med godt 500 millioner kroner til 19 milliarder kroner

Den tyske modegigant Zalando kæmper fortsat med en dalende omsætning, men den har til gengæld formået at løfte sit overskud.

Det viser et regnskab for andet kvartal torsdag.

Netbutikken har omsat for 19 milliarder kroner i løbet af de tre måneder mod 19,5 milliarder i samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 2,5 procent.

Dermed fortsætter tendensen fra sidste år, hvor selskabets ellers så vante vækst blev erstattet af en udvikling, som stod i stampe.

Det kan derimod glæde sig over, at overskuddet efter skat er cirka firedoblet til 421 millioner kroner i kvartalet.

- Lønsomheden blev forstærket af større gennemsnitlige ordrer, hvilket har resulteret i færre omkostningerne til levering, skriver Zalando i regnskabet.

Der er dog fortsat et stykke op til de 1,7 milliarder kroner i overskud, som selskabet opnåede i 2021.

Topchef Robert Gentz fortæller, at Zalando er begyndt at investere flere penge i teknologi, som på sigt skal hjælpe koncernen med at vokse.

Han henviser blandt andet til et nyt teknologisk redskab, der skal hjælpe kunderne med at finde den mest passende størrelse første gang.

Det kan potentielt hjælpe med at sænke leveringsomkostningerne yderligere.

- Dette værktøj er virkelig spændende, da det viser, hvordan en af kerneudfordringerne inden for e-handel i modeverdenen kan løses i stor skala, siger han blandt andet i regnskabet.

I regnskabet bliver forventningerne desuden præciseret for resten af året.

Driftsresultatet ventes at lande i intervallet 2,2-2,6 milliarder kroner. Før hed forventningen 2,1-2,6 milliarder kroner.

/ritzau/

Læs mere om: mode
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125